Der er opdaget en fejl i det HNV-kort, som Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø bruger til den aktuelle ansøgningsrunde om nye tilsagn om tilskud til pleje af græs- og naturarealer, der løber frem til den 26. september 2025.
Fejlen drejer sig om plantetallet samt antal rødliste- og bilagsarter i HNV-værdien. Fejlen betyder, at den HNV-værdi, som dine marker er registreret med i ansøgningen, kan være forkert.
En konsekvens er, at du kan have oplevet, at du ikke kunne indsende din ansøgning om nyt tilsagn på portalen, fordi HNV-værdien på arealet ikke afspejler alle nye artsregistreringer.
Du behøver ikke at rette din ansøgning
Hvis du allerede har sendt din ansøgning om tilsagn til pleje af græs- og naturarealer, behøver du ikke selv at gøre noget. Vi behandler og vurderer alle indsendte ansøgninger efter det tilrettede HNV-kort.
Har du været forhindret i at indsende din ansøgning på grund af den aktuelle fejl i artsdata i HNV-kortet, kan du indsende din ansøgning efter den 20. august 2025.
En foreløbig gennemgang viser, at ingen af de ansøgere, der allerede har sendt en ansøgning, vil få reduceret HNV-værdien til under 5. Og de vil dermed ikke efterfølgende få afvist deres ansøgning.
Hvad bliver HNV-kortet brugt til?
HNV-kortet bruges som grundlag for at tildele nye tilsagn om tilskud til pleje af græs- og naturarealer. Kortet benyttes også, hvis der er behov for at prioritere imellem de indkomne tilsagnsansøgninger.
Ny ændringsbekendtgørelse til pleje af græs- og naturarealer
Da HNV-kortet er defineret i plejegræs-bekendtgørelsen (nr. 1294 af 29. november 2024), udsteder vi en ændring til bekendtgørelsen, som træder i kraft den 21. august 2025. Vi sender ikke ændringen til bekendtgørelsen i høring, fordi den har en faktuel karakter.
Fra den 21. august kan du se den ændrede bekendtgørelse på Tilskudsguiden under ’Vejledning og lovstof’