Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har som myndighed for Espoo-konventionen modtaget notifikation om Oskarshamns udviklingsplan for fossilfri energiproduktion.
Danmark modtager informationen, da planen kan medføre grænseoverskridende miljøpåvirkninger, og derfor gennemføres en høring af den danske offentlighed, danske myndigheder og danske interesseorganisationer.
Om projektet
Oskarshamns kommune ligger på østkysten i den sydlige del af Sverige. Planområdet, der er cirka 100 hektar stort, er en del af ejendommen Ävrö 1:16 i Figeholm nord for Oskarshamn. Planområdet grænser op til Østersøen mod øst og et eksisterende konventionelt atomkraftværk mod syd.
Kommunen er ansvarlig for den lokale fysiske planlægning og har til hensigt at udarbejde en detaljeret udviklingsplan for fossilfri energiproduktion, som kan omfatte atomkraftværker. Hvis planen vedtages, kan området anvendes til energiproduktion, forudsat at alle nødvendige tilladelser indhentes af de relevante kompetente myndigheder.
Den foreslåede arealanvendelse omfatter fossilfri energiproduktion, herunder atomkraft, samt tilhørende faciliteter og kontorer samt midlertidige boliger til personale mv.
Planlægningsområdet ligger ved siden af et eksisterende atomkraftværk. Der er i øjeblikket ingen udpeget udvikler til de potentielle fremtidige atomkraftanlæg i området.
Her finder du materialet
Der er udarbejdet en afgrænsningsudtalelse som beskriver, hvad miljørapporten for planen skal indeholde.
Bilag 1 - Afgrænsningsrapport
Bemærkninger
Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger og ønsker til indholdet af miljørapporten/miljøkonsekvensrapporten samt planlagte foranstaltninger for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.
Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til de planlagte forundersøgelser eller indholdet af den kommende miljørapport/miljøkonsekvensrapport, kan I sende dem til Espoo@sgav.dk med angivelse af journalnummer: 2026-16230 senest den 27. juni 2026.
Fakta om Espoo-konventionen
Espoo-konventionen er bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs opgave som Espoo-myndighed er:
- at orientere om miljøvurderinger af konkrete grænseoverskridende planer/projekter.
- at vejlede om deltagelse.
- at videreformidle høringssvar/klager fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til oprindelseslandet.
- at sikre Espoo-processen forløber korrekt.
Orienteringen sker efter § 38 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).