Klima-lavbundsprojekt i Store Vildmose - Indkaldelse af idéer og forslag

04-06-2026

Alle interesserede kan frem til den 3. juli 2026 indsende idéer og forslag til projektet: Klima-lavbundsprojekt i Store Vildmose

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til indholdet af miljøkonsekvensrapporten for projektet Klima-lavbundsprojekt i Store Vildmose beliggende i Brønderslev, Jammerbugt og Aalborg Kommune. Projektet er en del af statens indsats for at mindske udledningen af drivhusgasser ved at vådgøre tørveholdig jord.

Idéer og forslag til miljøkonsekvensrapporten skal være modtaget senest den 3. juli 2026.

Om projektet

Projektet er en del af statens indsats for at mindske udledningen af drivhusgasser. Klima-/lavbundsprojekter har til formål at tage kulstofholdige landbrugsjorder ud af drift og hæve vandstanden på arealerne for at reducere udledningen af CO₂ og andre klimagasser.
Projektområdets endelige afgrænsning er fortsat under afklaring, men projektet forventes at ende med en samlet størrelse på ca. 3.000 ha, der omfatter arealer i Jammerbugt og Brønderslev kommuner samt en mindre del i Aalborg Kommune. Projektet knytter sig til tidligere tiltag i området.
Projektet er karakteriseret ved følgende:

  • Klargøring af areal
  • Vådlægning af området
  • Supplerende natur- og biodiversitetstiltag
  • Tiltag for friluftsliv og rekreation
  • Afværgetiltag ved eksisterende bygninger

Bygherre har anmodet om miljøvurdering af projektet. Naturstyrelsen skal derfor som bygherre udarbejde en miljøkonsekvensrapport, inden Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø kan vurdere, om der kan gives tilladelse til projektet i henhold til miljøvurderingslovens § 25.

Miljøkonsekvensrapporten beskriver projektets virkninger på miljøet og de afværgeforanstaltninger, der er nødvendige for at begrænse eventuelle skader.

Her finder du materialet

Med denne idéfase igangsætter Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø miljøvurderingen af projektet og giver alle med interesse i projektet mulighed for at stille spørgsmål og komme med ideer, kommentarer og forslag til projektet samt emner i det videre arbejde.

Styrelsen har udarbejdet et idéoplæg, der beskriver projektet og dets mulige påvirkninger, samt offentlighedens muligheder for at komme med input. Idéoplæg og bygherres ansøgning findes på projekthjemmesiden, hvor der løbende offentliggøres yderligere oplysninger.

Projekthjemmeside for Klima-lavbundsprojekt i Store Vildmose

Høringssvar

Vi skal have modtaget dine idéer og forslag skriftligt per mail eller brev senest den 3. juli 2026.

Dit bidrag skal sendes til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø via mail til mail@sgav.dk. Angiv venligst emnet: "Klima-lavbundsprojekt i Store Vildmose, journalnummer: 2025-11043”. Herudover bedes du/I anføre navn og adresse i høringssvaret.

Alternativt kan bidraget sendes som fysisk brev til:

Miljøvurdering & Plan

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

Lerchesgade 35

5000 Odense C

Offentliggørelse

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i sagsbehandlingen, og at indkomne ideer og forslag er omfattet af reglerne om aktindsigt. Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at dit navn og adresse vil kunne optræde i Styrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på Styrelsens hjemmeside. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne svar. Derudover vil modtagne bemærkninger som regel blive forelagt ansøgeren til kommentering.

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.