Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har som myndighed for Espoo-konventionen modtaget notifikation om projekt for et små modulært reaktoranlæg. Danmark modtager informationen, da projektet kan medføre grænseoverskridende miljøpåvirkninger, og derfor gennemføres en høring af den danske offentlighed, danske myndigheder og danske interesseorganisationer.
Om projektet
Kupion Energia OY planlægger at etablere et lille modulært reaktoranlæg (SMR) i Kuopio i Nordsavola-regionen med to mulige anlægssteder: Hepomäki og Sorsasalo. SMR-anlægget skal producere fjernvarme til Kuopios fjernvarmenetværk og vil bestå af op til fire reaktorenheder med en samlet varmeproduktion på op til cirka 150 MW termisk. Anlæggets effektivitet forventes at være omkring 95 %, hvilket muliggør produktion af cirka 143 MW varme til fjernvarmen. Pladsbehovet for SMR-anlægget inklusive tilhørende bygninger og strukturer er planlagt til cirka tre hektar.
En ældre enhed på kraftværket forventes at blive taget ud af drift omkring 2035, og et lille kernekraftværk betragtes som en fremtidig løsning til fjernvarmeproduktion. Målet er at afslutte VVM-proceduren i løbet af foråret 2027. Ifølge den nuværende plan vil beslutningen om at gå videre med SMR-anlægsprojektet blive truffet i løbet af 2030. Byggefasen anslås at være cirka fem år, og idriftsættelse forventes til omkring 2035.
Her finder du materialet
Der er udarbejdet en miljøkonsekvensrapport af projektet som belyser de mulige grænseoverskridende miljøpåvirkninger, som projektet kan medføre.
Du kan finde materialet her:
Bilag 1 – Dansk oversættelse for dele af MKR
Bilag 2 - Miljøkonsekvensvurdering
Bemærkninger
Myndigheder, interesseorganisationer og offentligheden har mulighed for at komme med bemærkninger og ønsker til indholdet af miljørapporten/miljøkonsekvensrapporten samt planlagte foranstaltninger for at reducere eller fjerne potentielle grænseoverskridende virkninger på miljøet.
Hvis I ønsker at deltage i miljøvurderingsprocessen eller har bemærkninger til de planlagte forundersøgelser eller indholdet af den kommende miljøkonsekvensrapport, kan I sende dem til Espoo@sgav.dk med angivelse af journalnummer: 2026-11719 senest den 29. juni 2026.
Fakta om Espoo-konventionen
Espoo-konventionen er bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne samt bekendtgørelse af protokol af 21. maj 2003 om strategisk miljøvurdering til konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljøs opgave som Espoo-myndighed er:
- at orientere om miljøvurderinger af konkrete grænseoverskridende planer/projekter.
- at vejlede om deltagelse.
- at videreformidle høringssvar/klager fra den danske offentlighed samt berørte myndigheder og interesseorganisationer til oprindelseslandet.
- at sikre Espoo-processen forløber korrekt.
Orienteringen sker efter § 38 i lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27. oktober 2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).