Renovering og opgradering af 400 kV luftledningsanlæg mellem højspændingsstationerne Idomlund og Tjele - Indkaldelse af idéer og forslag

08-12-2025

Alle interesserede kan frem til 12. januar 2026 indsende idéer og forslag til projektet 400 kV luftledningsanlæg mellem Idomlund og Tjele.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til indholdet af miljøkonsekvensrapporten for projektet 400 kV luftledningsanlæg mellem Idomlund og Tjele.

Idéer og forslag til miljøkonsekvensrapporten skal være modtaget senest den 12. januar 2026.


Om projektet

Energinet er i gang med at opgradere og forny højspændingsnettet i Midt og Vestjylland. I denne forbindelse står den eksisterende 400 kV luftledningsforbindelse mellem Idomlund højspændingsstation og Tjele højspændingsstation, over for renovering og opgradering. På strækningen udskiftes masterne og konfigureres til fremover at bære to 400 kV luftledningssystemer. Projektet omfatter endvidere opsætning af 2 nye master nordøst for Idomlund station samt nedtagning af eksisterende luftledninger mellem Loldrup og Kistruphede.

Projektet er omfattet af miljøvurderingsloven bilag 1, henholdsvis punkt 21 og punkt 29. Energinet skal derfor udarbejde en miljøkonsekvensrapport, inden Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø kan vurdere, om der kan gives tilladelse til projektet i henhold til miljøvurderingslovens § 25.

Miljøkonsekvensrapporten beskriver projektets virkninger på miljøet og de afværgeforanstaltninger, der er nødvendige for at begrænse eventuelle skader.


Her finder du materialet

Med denne idéfase igangsætter Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø miljøvurderingen af projektet og giver alle med interesse i projektet mulighed for at stille spørgsmål og komme med ideer, kommentarer og forslag til projektet samt emner i det videre arbejde.

Styrelsen har udarbejdet et idéoplæg, der beskriver projektet og dets mulige påvirkninger, samt offentlighedens muligheder for at komme med input. Idéoplæg og bygherres projektbeskrivelse findes på projekthjemmesiden, hvor der løbende offentliggøres yderligere oplysninger.

Høringssvar

Vi skal have modtaget dine idéer og forslag skriftligt per mail eller brev senest den 12. januar 2026.

Dit bidrag skal sendes til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø via mail til mail@sgav.dk. Angiv venligst emnet: "400 kV luftledningsanlæg mellem Idomlund og Tjele, j.nr.2024-8457”.

Herudover bedes du/I anføre navn og adresse i høringssvaret.

Alternativt kan bidraget sendes som fysisk brev til:

Miljøvurdering & Plan

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø

Lerchesgade 35

5000 Odense C

Offentliggørelse

Afgørelsen annonceres og offentliggøres udelukkende digitalt.

Vi gør opmærksom på, at der er åbenhed i sagsbehandlingen, og at indkomne ideer og forslag er omfattet af reglerne om aktindsigt. Offentligheden har adgang til sagens øvrige oplysninger med de begrænsninger, der følger af lovgivningen.

For god ordens skyld skal vi desuden oplyse, at dit navn og adresse vil kunne optræde i Styrelsens afgørelse, som bl.a. offentliggøres på Styrelsens hjemmeside. Enhver, som er interesseret, kan bede om at få en kopi af indkomne svar. Derudover vil modtagne bemærkninger som regel blive forelagt ansøgeren til kommentering.

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks.

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: mail@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.